Ny til vintage stilen - en Mondo Kaos guide

En guide til dig som er ny til vintage universet.

Der er mange måde at bære vintage tøj på, og her i Mondo Kaos har vi noget til alle. I dag på bloggen skal det dog handle om dig som er ny, eller på vej ind i vintage stilen. Det kan være at du lige har opdaget det forunderlige univers af skønne kjoler, og taljerede designs, eller det kan være at du længe har tænkt at vintage tøj så smukt ud og luret på flotte billeder, men ikke lige følte at du selv kunne bære stilen.

Vi kommer derfor i dag med en lille guide om hvordan man kan starte med at bære vintage inspireret tøj og tilbehør.


Der kan være mange grunde til at man elsker vintage stilen, måske føler man ikke at den skiftende mode passer ens sind eller figur, og heller ikke de almindelige basics føler man sig måske helt sig selv i. Måske leder man efter et mere unikt look, eller man elsker en del af det historiske mode look. Eller man leder efter få specielle ting som gør hverdagsgarderoben mere spændende.

Grundene til at bære og holde af vintage er mange, og din grund kan være præcis lige så god som alle andres, for når det kommer til vintage og vintage stil er der ikke ’rigtigt’ og ’forkert’.


Hvis du er absolut ny til det hele kan du også finde hjælp til begreber som vintage, retro og repro på bloggen her, hvor vi går ind på hvad begreberne dækker over. 


Hvad er min vintage stil?


Som det første kan du måske tænke lidt over om du er typen som har forelsket dig fx i 1940'er stilen og vil gå fuldt ind på én periode, eller om du mere er til at blande både vintage og moderne og alle årtier. 

Vintage stil er rigtig mange ting, så der vil altid være en stil eller tøj som egner sig til lige netop dig.


Uanset hvad der passer dig, gælder det for de allerfleste, at det er nemmest at lave en glidende overgang fra din nuværende garderobe, til det du tænker skal være din vintage stil. 


Nedenfor guider vi dig videre til hvordan du kommer til at finde den vintage stil som er rigtig for dig.


3 damer fra 1950'erne i pencil og swingkjoler

Hvor finder jeg inspiration til min vintage stil?

Udsnit af vintage billeder fra pinterest

Hvis al det nye vintage tøj er overvældende, og du synes at det er enten alt eller intet, så fat mod!

Det er en god idé at gå fx på Pinterest og lave en opslagstavle hvor du gemmer billeder af al det tøj du synes er særlig smukt. (jo, vi er også på Pinterest, så du kan også gemme vores billeder der 😊) Lidt efter lidt vil der nok opstå et billede af hvad du føler tiltrækker dig ved vintage stilen, og du kan begynde at inddele din opslagstavle i det du altid falder for, og hvor din kærlighed til vintage tøj derfor må siges at ligge. Måske kan du tænke over hvad du synes er mere hverdagsagtigt og hvad der er mere begivenheds- eller fest inspireret.


Tip: hvis du bare søger på vintage eller vintage tøj/ clothes, kan det være lidt for bredt, og du opdager hurtigt en masse billeder af mum jeans og 90'er kjoler (jo, NITTEN-90'erne). Prøv i stedet søgeord som 'vintage 1940s fashion' 'classic vintage outfit' eller '1950s vogue' fx. Gem et billede og se hvad der ellers dukker op. Deres algoritmer er skræmmende gode til at finde det du synes om.


Hvordan går jeg med vintage i hverdagen?


Det de fleste er bange for når de begynder at bære vintage inspireret tøj er at se ’udklædte’ ud, eller vække for meget opsigt. Ved at starte med et enkelt stykke tøj, og ved at du vælger en farve som er typisk for dig, er det kun et lille skridt.


Vi har flere blogposts om vintage basics som man kan kigge lidt på, men når man starter ud kan det være en god idé at starte med bare at gå med en enkelt ting. Det kan være alt fra dine sko til en vintage stils skjorte. Du kan også gøre det ekstra nemt for dig selv ved at vælge et stykke vintage stils tøj som er lidt på mode igen. Det kan være fx flæser, prikker eller en bestemt farve.

Alle årtiers mode kommer altid tilbage i modebilledet igen og derfor kan man næsten altid finde en beklædningsgenstand som ikke er al for langt fra det der er ’moderne’. Vintage stils moden er jo netop tidsløs, og har det bedste med fra alle epoker.


Vintage stils kjoler eller enkeltdele?


Når man taler om vintage stils kjoler tænker mange med det samme swingkjoler med store prints. Men selvom en sådan kjole da kan noget helt særligt, så er der ikke så mange der har lyst til at klæde sig sådan hver dag. 


I Mondo Kaos har vi derfor rigtig mange gode hverdagskjoler, og nogle af dem er i en absolut tidsløs stil, såsom vores slåom kjoler fra Bloomsbury eller de smukke skjortekjoler fra Very Cherry. Begge er i vintage stil, men kan nemt styles mere ’moderne’, så de med dine almindelige sko og jakke og moderne frisure er nemme at bære. 


Som du bliver mere komfortabel med vintage stilen, kan du så gradvist tilføje ting som sko og accessoires og måske makeup, som vil få de samme kjoler til at synes langt mere vintage-agtige.


Jeanette i ternet swingkjole fra Unique Vintage

Start din vintage garderobe med enkeltdele


Buksepiger, er også vintage piger, så hvis du mest går i bukser til hverdag kan du nemt starte med vores enkeltdele. Vi har masser af vintage stils skjorter, toppe, nederdele og bukser.

Kig på din garderobe, hvor er der mest brug for nytænkning? Skal det være et par af de smukke højtaljede swingbukser? Skal det være en skjorte eller top til dine moderne jeans? Eller skal det være en højtaljet nederdel?

Selvom vintage stil er rigtig mange ting, kan du tænke på at der oftest er fokus på at fremhæve taljen, så en højtaljet nederdel eller et par bukser eller vintage stils jeans er en rigtig god start hvis du ønsker en forandring fra en mere moderne til en mere vintage silhuet. Vil du gerne gå lidt langsommere frem er det måske en god idé med en T-shirt med retro print eller en vintage inspireret skjorte.

Endnu bedre er det at vælge et vintage sæt bestående af en over- og underdel. Fx en polkaprikket nederdel og en cremefarvet skjorte. På den måde kan du bære de to hver for sig, sammen med noget du allerede har i din garderobe, men hvis du alligevel føler at du har lyst til at gå all-in, kan du bære dit udvalgte ’sæt’.

Hvis du vælge at starte med en enkelt del, kan du vælge noget klassisk så som tern eller en råhvid skjorte. Hvis du kommer hjem og alligevel gerne vil være lidt mere vintage, så prøv at tilføje vintage accessoires eller en rød læbestift.


vintage style brudekjole og brudepiger foto: plougfotografi

Bær vintage stil til en fest eller stor begivenhed

Hvis du har lyst til at kaste dig fuldt ud i vintage stilen, kan det også være en stor hjælp at udvælge sig en smuk vintage stils kjole til en festlig begivenhed

Her er det alligevel normalt at man bærer finere tøj end sædvanligt, og derfor kan det være nemmere at kaste sig ud i noget nyt her!

Det kan også være at det er til sådan en begivenhed at du har lyst til at gå hele vejen, og tilføje vintage makeup og en vintage frisure.


Find ind til din egen vintage stil i dit eget tempo

Bland din garderobe i moderne og vintage stil

Som du får mere vintage stils tøj i din garderobe, kan du også bedre genkende din egen vintage stil. Og måske bliver du også bedre til at bruge ting du allerede har sammen med dine vintage inspirerede tøjdele, så looket er vintage, selvom ikke al tøjet er det.


Hos Mondo Kaos er vi altid meget fokuseret på at tøjet skal være flatterende til netop dig. Dvs. at der vil være vintage stils tøj som er bedre til netop dig end andet. Det betyder ikke at bare fordi en swingkjole ikke klæder dig ligeså godt som en A-line kjole at du så aldrig kan gå i swingkjoler, bare at du så skal lede lidt efter den perfekte swingkjole, men at dine A-line kjoler er det du bare altid kan tage på uanset hvad.


Det vil også sige at på din vintage rejse, tager du på opdagelse, og det kan sagtens være at det bliver helt anderledes end du havde forestillet dig til at begynde med, og det er jo netop det spændende.

Din egen vintage stil vil komme snigende lige så stille, i takt med at du finder inspiration og tilføjer vintage stils tøj til din daglige garderobe.

Dior swingkjole i Paris ved Louvre

Kommer folk med bemærkninger omkring mit vintage tøj?


Det er jo meget forskelligt hvordan man har lyst til at blive set, og nogle er bekymrede for det med at tiltrække sig for meget opmærksomhed lige omkring tøjstilen. Igen, hvis du langsomt føjer nye stykker tøj til din garderobe, bemærker omgangskredsen nok ikke så meget. Fx. hvis du altid går i bukser og pludselig kommer i kjole, vil din omgangskreds nok kommentere på din kjole. Men det samme ville nok være tilfælde hvis du altid gik i kjole og pludselig havde et par lækre bukser på. Dertil skal det tilføjes, at vi der er vant til at klæde os i stilen også er vant til at få positive kommentarer - for ja, vi skiller os ud, men langt de fleste synes at det er skønt når man 'tør' klæde sig feminint. Og selv for de der ikke ønsker for meget opmærksomhed, så er en kommentar om at man ser flot ud, da altid rar. 


Har du brug for råd og vejledning er vi altid parate til at byde dig indenfor i vores lille vintage univers på Nørrebro i København. Hvis du har mulighed for at kigge forbi personligt, kan vi hjælpe dig videre med at finde det rigtige snit til lige netop dig. Hvis du er ny til vintage stilen, og har billeder af ting du synes kunne være flot, så tag dem med så vi har en idé om hvad det er du godt kunne tænke dig. 

Vi glæder os til at byde dig velkommen, til vintage stilen og til Mondo Kaos. 


Kærlige hilsner fra team Mondo Kaos ❤️


Læs tidligere Blogposts

En historie om Plus-Size

Læs med om historien om inklusiv mode og tøj til alle kvinder. Hvordan opstod plus size som fænomen? 

Vintage, Retro & Repro?

Når vi betegner vores tøj og kjoler som vintage, så er det jo ud fra at vores kunder omtaler tøjet sådan...

Det bedste fra 'før i tiden'

Når vi i dag er vilde med vintage tøj stilen handler det jo også om ikke at ville hoppe med på moderæset, og i stedet at følge den stil ens krop tager sig bedst ud i...


Kommentar